BU-beretning. Lars

Breddeafdelingen har haft 2 hold i holdturneringen i år, KBK5 og KBK6. Mens sæsonen ikke er helt slut endnu for 5. holdet, så er alle kampene spillet i 6. holdets række, hvor holdet endte med en 5. plads. KBK 5 ligger i øjeblikket på en flot 2. plads med udsigt til oprykning, men holdet mangler stadig at spille en enkelt kamp nu på lørdag, der kan være afgørende for den endelige placering. Ét point er nok til at sikre 2. pladsen, og faktisk er en sejr ikke absolut nødvendig, bare nederlaget ikke er alt for stort. Så der er spænding til det sidste.

I år har vi i bredden også haft nogle sensationelle resultater fra en åben turnering i udlandet. To af vores breddespillere, Tetiana Krylova og Lise Goltermann, deltog i år i en turnering i Leiden i Holland. Her vinder Tetiana damesinglen i B rækken, de tager en 2. plads i damedouble i C-rækken, og Lise tager en 2. plads i mixdouble i C-rækken sammen med en lokal spiller. Stor tillykke!

Bredden har 4 ugentlige fællestræninger, 3 af dem er med træner, og den sidste er en motionisttræning. Motionisttræningen om lørdagen spreder sig over 3-4 timer med over 50 spillere, og når der ikke er nogen træner er der behov for noget styring. Det er i år blevet varetaget af Arne Jensen, Yao Chachah og Ole Betak, og deres indsats er i høj grad medvirkende til at fastholde spillerne på træningen, så det skal de have stor tak for. På de øvrige træninger har vi to kompetente trænere, Simon Pihl og Anton Tømming Larsen, som pisker os igennem slagøvelser, fysisk træning og selvfølgelig en masse kamprunder. Jeg synes personligt at niveauet er blevet højnet på alle træninger, hvilket kan aflæses i de gode resultater i holdturneringen. Vi har også haft en god medlemsfremgang på alle breddetræningerne i år, især på FT5 om søndagen som vi faktisk er blevet nødsaget til at splitte op på forsøgsbasis resten af sæsonen, fordi der uge efter uge var oversiddere. Således spiller det første hold kl. 17-19 og det andet fra 19-21, og i slutningen af sæsonen vil vi evaluere om vi fortsætter med opsplitningen. Også træningen fredag aften, som historisk set har være svingende mht. antal medlemmer, har været godt besøgt i år.

Så alt i alt synes jeg vi kan se tilbage på en god sæson for bredden i 2017/18.