Kære KBKere og venner af KBK
I den seneste tid har vi arbejdet med at udvikle et nyt sponsorkoncept, der forhåbentligt vil bringe ressourcer til klubben, som vi kan investere i vores fællesskab, sportslige ambitioner og rammerne herfor. 
Vores sportschef, Peter Gade, deltager i arbejdet omkring sponsorer og udtaler: “Der sker meget i KBK i denne tid med masser af nye tiltag for at skabe en stærk fremtid for klubben. Spillere, trænere og frivillige ledere arbejder hårdt for at tage de næste skridt i denne udvikling. Økonomien er selvsagt en vigtig del af denne proces og basen for at skabe en stabil og stærk struktur I KBK, der kan holde i mange år fremover, og dermed sikre de bedste mulige betingelser for klubbens spillere og trænere. Vil du gerne bidrage til denne spændende proces og fremtid for KBK – eller kender du nogen i dit netværk der kunne være interesseret – så kontakt sponsorudvalget via KBKs kontormail eller tjek de vedhæftede bilag og få et indblik i de forskellige muligheder, der kunne være. Al støtte er velkommen og meget værdsat !“
Klubben har brug for større og mindre sponsorater – og blandt jer og jeres netværk er der uden tvivl mange idéer og potentielle kontakter til mulige samarbejdspartnere. Vi håber, I vil være med til at bygge bro til de virksomheder I har kontakter i og hører gerne fra jer, hvis I har forslag, vi sammen skal gå videre med. I kan se vedhæftede oversigt over typer af sponsorater og de gode muligheder til sjove arrangementer man som sponsor kan blive en del af. Der er også vedhæftet en beskrivelse af de værdier man som sponsor støtter op om, når man støtter KBK.
Vi håber, at I vil løfte med 
De bedste hilsner fra Sponsorgruppen i KBK (træffes på kontakt@kbknet.dk)