KBKs igennem tiderne mest fremgangsrige medlem på og uden for badmintonbanen  sov stille ind natten til lørdag den 18. februar 2016. Erland har kæmpet en kamp de sidste mange år mod sygdom, en kamp der ikke kunne vindes, og kun på grund af sin ukuelige kampvilje og kærlig omsorg specielt fra hans hustru Hanne fik han lov til at opleve sin 80 års fødselsdag den 14 januar i år – en dag hvor mange venner gav udtryk for deres taknemmelighed over for Erland ikke mindst på de sociale medier, jeg ved Hanne læste alle hilsener op for Erland , og det var en stor glæde for ham.

Erland kunne se ned til KBK fra sine forældres lejlighed , og han tilbragte hele sin barndom og ungdom der – resultaterne kan vi læse alle steder, men 7 gange vinder af All England i herresingle taler sit tydelige sprog, men når KBK spillede holdkampe og vandt det danske mesterskab, så var Erland helt på toppen, det var vigtigt for ham , vi skal huske på Erland var ankermand på verdens stærkeste klubhold i begyndelsen af tresserne.

Betydningen af KBK for Erland blev jeg klar over, da KBK i Randersgade brændte 2. juledag 1991. Da blev jeg bedt om at komme med det samme, og da jeg så Erland stå med tårerne ned af kinderne, så behøvede han ikke sige noget. Det var hans hjerteblod, der brændte den dag .

Jeg har fået lov til at være sammen med Erland de sidste 25 år til badminton rundt i hele verden, og Erlands betydning for badminton i al almindelig blev jeg bevidst om til All England, hvor speakeren fortalte, nu var Erland Kops i hallen, hvorefter publikum spontant rejste sig og begyndte at klappe af ham, så kan det ikke blive meget større.

Erlands hjem har altid været utrolig gæstfrit, utallige badminton spillere har boet hjemme hos Erland fra hele verden, og Erland ville bare gøre det så godt som muligt for alle mennesker, han var en kærlig person .
Mit ønske til KBKs medlemmer er, at Erlands badminton fighterånd  samt hans måde altid at passe på alle andre mennesker må leve videre , det tror jeg , han ville blive glad for.

Æret været Erland Kops minde .

/Hans Sørensen, æresmedlem i KBK