Se billeder efter teksten

Kære alle

Så er det næsten jul, og træninger og spil i vores klub går på pause i nogle få dage.

Inden vi tager hul på 2020, så lad os tage et kig tilbage på 2019 i KBK – for sikken et år det har været:Årets største nyhed i KBK var uden tvivl, at vi ansatte Peter Gade som sportschef. Det er et kæmpe skridt i vores ambition om at skabe et udviklingsmekka inden for badminton. Vi er så glade for den indsats, Peter har lagt i klubben og glæder os til meget mere af det i 2020 – og mange år frem.

Hos vores senior elitespillere er spillegejsten stor, og 1.holdet er kommet rigtig godt fra start og ligger på en 2. plads i 3. division – det lover for en spændende anden halvdel af sæsonen.  Det samme gør 3. holdet i deres række, mens 2. holdet kæmper flot på trods af en del svære holdkampe. Vi håber og tror på, at foråret bringer flere sejre med sig.

KBK blev igen klubben med flest deltagere ved dette års Danmarksmesterskab for Ungdom (DMU) i marts. Hele 78 ungdomsspillere var afsted, og vi kom hjem med intet mindre end 57 medaljer. Vi håber, den store interesse for DMU blandt vores KBK-børn og -unge vil fortsætte. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 27. – 29. marts! Ligeledes ved Københavnsmesterskaber for Ungdom (KMU) var vi som største klub stærkt repræsenteret med 63 spillere i rivende udvikling – hele 38 medaljer blev det til. 12 af klubbens bedste ungdomsspillere kæmpede for medaljer ved Københavnsmesterskaberne (KM) for de bedste rækker, og her blev det til 7 medaljer. Klubbens ungdomshold er meget velbesatte, og vi har i denne sæson udvidet ungdomstræningerne med yderligere en dag i Østerbrohuset og en helt ny afdeling på Remisen.

Vores 60+ førstehold klarede sig forrygende og hev guld hjem til Østerbro. De kunne ved sæsonslut 2018/19 kalde sig for Københavnsmestre. Flot indsats! Fra alle klubbens breddetræninger – FT3, 4, 5 og 6 samt den ny træning for ungsenior bredde søndag aften, meldes der er om forrygende stemning og stor tilslutning. Der er også kommet mange nye til i år, og det viser at KBK’s ambition om at tilbyde kvalificeret træning til alle klubbens spillere, bærer frugt. I KBK træner vi for at have det sjovt, motionere og dyrke det sociale, men også for at blive bedre!

I sommer fik rammerne i vores hal på Krausesvej sig en ordentlig make-over. Med midler fra Klubhuspuljen i Københavns Kommune og støtte midler fra DIF og DGIs foreningspulje kunne vi over sommeren gennemføre en større renovering af badeværelser, forhal og café-område, og resultatet har vi nydt hver eneste dag siden.

I denne sæson har KBK også undervist specialskolebørn i badminton på Lundehusskolen – med stor succes! Det er børn, som almindeligvis ikke magter at være i større sociale sammenhænge, men badminton skaber som vi ved magi 😊 – og børnene har udviklet sig og været i trivsel i badmintontræningen, og vi har modtaget begejstrede tilbagemeldinger fra brugere og forældre.

En tradition i klubben som forhåbentlig er kommet for at blive er det årlige Junior/Senior-cup i december. I år var der intet mindre end 25 deltagende par, som bestod af en af vores 1., 2. eller 3. holdsspillere og en af vores U11 eller U13 spillere. Det var en kæmpe succes, hvor alle hyggede sig på tværs af alder og niveau.

Alt dette viser, hvor bredt KBK spænder, at vi er en klub for alle, og at klubkulturen og rammerne i klubben har det fremragende. Det er et fantastisk fundament at bygge videre på – og det vil vi! Ambitionerne er mange. Vi har som mål at udvikle alle klubbens fire fokusområder; ungdomstræninger blandt de bedste i Danmark, fokus på og udvikling af klubbens bedste seniorhold, fokus på trænerudvikling og sidst men ikke mindst udviklende og sjov badminton for alle klubbens breddespillere i alle aldre – og på alle niveauer.😊

I det nye år færdiggør vi udearealer og hallens facader – dette er en del af klubhuspuljen, som vi pga. Metroens arbejde op ad vores facade, må skubbe til 2020.

Bestyrelsen vil gerne sige en stor tak til vores fantastiske træner-team og til vores frivillige i klubben. I er alle helt afgørende for, at vi har en klub, der trives og udvikler sig.

Vi håber, I alle får nogle dejlige juledage, med eller uden badmintonspil, og ønsker jer alle en rigtig dejlig jul og et fantastisk nytår.

Mange hilsner

KBKs bestyrelse

Kirsten Hede
Ole Betak
Cedric Kragh
Per Tømming Larsen
Emil Juhl Svendsen
Gustav Jandausch
Pia Thomsen

Alle spillerne ved Junior/Senior-Cup i december
Julefrokost for bredde senior/veteran. KBK-sangen synges som altid med stolthed.
Mere julefrokost-hygge 😊
KBK’s førstesingle, Filip, og U11-spiller, Solveig, fejrer et point ved junior/senior-cup.
12-1-sejr over Ringsted smashes hjem (Simon Pihl og Caroline Vestergaard)