KBK-træner i 34 år, 80 år den 11. april og æresmedlem 🏸🏅🧾
Lørdag den 11. april fejrede vi fødselsdag for vores KBK-træner gennem 34 år Yao Chachah. Det skete ved en reception i KBK-hallens café, hvor nuværende og tidligere spillere, familie og venner var mødt talstærkt op.
Alle KBK’ere med fast gang på Krausesvej ved at Yao er en institution i KBK. Han har været træner for vores motionister og 60+ siden ca. 1992 – dvs. mindst lige så længe som vores nuværende hal på Krausesvej har stået.
Til fejringen var der taler fra spillerne på 60+, FT6 lørdagsholdet samt tidligere bestyrelsesmedlem Ole Betak. Alle kom ind på Yaos helt særlige betydning for KBK og den store professionalisme han møder sine spillere med.
For Yao er det ikke vigtigt om man er nybegynder (og måske lige skal lære reglerne først) eller har spillet i 50 år. Han stiller de samme krav til sine spillere, og har de samme ambitioner på deres vegne: Hvis man hele tiden arbejder på at forbedre sig – uanset udgangspunkt – står Yao klar til at hjælpe.
Yaos helt særlige evne til at holde styr på vores store motionisthold om lørdagen, hvor over 40 spillere ofte er i hallen, blev også fremhævet, og senest har han sammmen med 60+ stablet et nyt turneringshold på benene.
Efter de flotte taler fik en meget bevæget Yao af bestyrelsen overrakt klubbens fineste anerkendelse, nemlig beviset på at han fremover vil æresmedlem af KBK.
Til sidst tog Yao selv ordet. I en mindeværdig tale fortalte han om sin helt særlige passion for badminton og hvad vores sport kan gøre for mennesker, uanset hvor de er i livet, og han takkede for udnævnelsen til æresmedlem – noget han havde drømt om ville ske en dag.
Heldigvis sagde Yao også, at han ikke har planer om at stoppe som træner. Vi ser derfor frem til, kun et par år fra nu, at fejre KBK’s 100 års fødselsdag sammen med Yao.
På bestyrelsens vegne
Emil Juhl Svendsen







