‘Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Kristoffer Knudsen (Knudi) fortsætter sin rolle som cheftræner for KBKs Senior + U19-22 spillere, og samtidig også tiltræder en ny rolle som aktiv spiller for KBK fra næste sæson’, udtaler KBKs sportschef Peter Gade, og fortsætter ’I min første sæson med KBK har det været en stor fornøjelse at opleve “Knudis” engagement og passion for KBKs spillere og den kultur, klubben gerne vil stå for. Vi er på en spændende rejse med at få KBK tilbage som en stærk force i dansk badminton – både på ungdoms- og seniorplan – og den rejse ser jeg Kristoffer som en vigtig del af´. 

’Sammen med klubbens andre trænere har Knudi spillet en stor rolle i den positive udvikling, KBK har gennemgået over de seneste år. Jeg ser det derfor som en naturlig proces, at Knudi også bliver en del af rejsen fremover – både på og udenfor banen’, siger Peter. 

KBKs formand Kirsten Hede tilføjer; ’Knudi er gennem de seneste 4 år blevet stadig tættere knyttet til KBK – og det er en fornøjelse at se, hvordan Knudi for hver eneste sæson er vokset mere kompetent ind i trænerrollen. Knudi har det helt rigtige ”KBK-værdisæt” – er både seriøs og ambitiøs, men ser samtidig godt humør, respekt og fællesskab som helt centrale forudsætninger for den gode udvikling. Præcis det, som vi søger og hylder i KBK’.

Kirsten tilføjer, at det fra dag ét har været en stor drøm for klubben, at Knudi en dag ville kunne trække i KBKs holdtrøje både som træner og som spiller. Nu går alt op i en højere enhed, og alle klubbens spillere, sammen med bestyrelse og udvalg, vil glæde sig til at heppe på Knudi både som træner – men nu også på banen. 

Hovedpersonen selv glæder sig og kan nærmest ikke vente til at tage hul på en ny sæson efter sommer. Knudi, siger: ’ Hvor er det fantastisk nu at kunne gå 100 % ind i det projekt, vi startede for 4 år siden! Jeg har i mange år længtes efter at kunne bidrage både på og udenfor banen, og det bliver nu en realitet. Nu er det fuld fart frem, med hånden stærkt knyttet om vores gode kultur og flotte værdier! Glæde – Vilje – Sejr’.